Vandretur på Bornholm 1

O5 27. juni — 3. juli, 2021

Udsolgt

Vi kører ud på øen og vandrer i landskaber, hvor vi oplever en ø kløvet i to dele af den fennoskandiske randsone: mod nord granitklipperne og grundfjeldet med sine lodrette fald mod havet og mange sprækkedale både til lands og til vands – og mod syd sandet og sandstenene.

Vi vandrer ad gamle redningsstier, hvor man, i mørke nætter med stormvejr, gik og lyste med stavlygter, for at skibene ikke skulle grundstøde på de mange klippeskær eller lodrette klippevægge.

Vi vandrer i det fine Dueoddesand og langs rullestensstrande med kraterrøser. Vi besøger gamle stenbrud og en af Bornholms tre ø-havne.

Vi møder en af øens mange tilflugtsborge og Nordeuropas største forsvarsborg, hvor der tilbydes en guidet tur om livet på borgen.
Vi passerer de mange skanser, som siden 1400-tallet har været bygget om og benyttet til folkets forsvar af øen.
Vi hører om Hansatiden og de store fiskemarkeder, om de mange plyndringer og om pantsætningen til lybækkerne, om befrielseskampen mod svenskerne og de 11 måneders forlængelse af 2. verdenskrig (besat af befrierne).

Vi hører om Leonora Christine, Grevinde Danner og Martin Andersen Nexø.

Vi vandrer i Danmarks 3. største skov og bestiger Danmarks 3. højeste punkt, mens vi hører om skovrejsning kontra højlyng og om det 10 km lange Almindingsgærde.

Vi møder pittoreske gamle købstæder med deres mange købmandsgårde, små og store fiskerlejer – og Danmarks 4. største fiskerihavn.

Undervejs hører vi om træer og planter og smager på naturen.

Der bliver mulighed for at besøge Oluf Høstmuseet og se hans mange malerier af ildebrande, badende i klipperne, Orion og årets gang i Bognemarks portåbning.

Det bliver også muligt at besøge Restaurant Svaneke Bryghus og købe sig en stribe smagsprøver af de mange økologiske øl.
Og endelig bliver der mulighed for at finde de mange bornholmske produkter (der er bornholmerstande i mange supermarkeder): røgerier, øl, bolsjer, is, karameller, chokolade, rapsolie, marmelade, most, vandkefir-sodavand, kambucha-te – samt glas, keramik og tekstiler som også har hver deres lange kulturhistorie.

Når din tilmelding er bekræftet, kan der grundet mange tilmeldinger gå nogle dage inden du modtager din kursusafregning.

Husk at tjekke din "spam/uønsket post" hvis du ikke har fået svar fra os inden for et par dage.

  • Udsolgt

  • Periode

    27. juni — 3. juli, 2021

  • Kursusnummer

    O5

  • Kursusprogram

    Hent kursusprogram

  • Vandreprogram

    Hent vandreprogram

  • Kursusledere

    Marianne Kofod Pedersen
    Thomas Guldbæk

  • Priser

    Dobbeltværelse uden bad: 4650,-
    Dobbeltværelse med bad: 5150,-
    Enkeltværelse uden bad: 5100,-
    Hjemmeboende: 4150,-

    Alle priser inkluderer et tilmeldingsgebyr på 1000,-
    Dette betales ved tilmelding og refunderes ikke.

Ved at besøge bornholmshojskole.dk accepterer du brug af cookies Ok