I sandhedens tjeneste fra Baggårdsredaktionen til Rektor for Filmskolen
Foredrag med Poul Nesgaard
Onsdag den 2. oktober | 19:30
Poul Nesgaard foretrækker at sidde på en barstol, og fortælle sit livs eventyr om den lille dreng med det lyse sind, der som lillebror havde en forestilling om et stille voksenliv på bagerste række i kirken.
Det skulle komme til at gå noget anderledes, da han som 16-årig pludselig blev hvirvlet ind i DR’s Ungdomsredaktion og kom i synk med tidens pubertære 68-generation, og de kommende år, med kameraet som livsledsager, gennemlevede en udvikling fra ung kristen med bibelen og hele den troendes sprog og ånd i bagagen, til forvirret og sprogløs iagttager af verdens mangfoldighed, for til sidst at ende som en feteret TV-stjerne og senere rektor for en af verdens fineste filmskoler, Den Danske Filmskole.
At han undervejs blev smidt ud af 1.G, tog hævn over skolen og dens rektor, lærte spillets regler og livets dramaturgi, og sidst, men ikke mindst, fik det sprog, som gjorde ham i stand til, på hans helt egen måde, at fortælle sit livs eventyr.
En fortælling fra dengang fjernsynet viste os virkelighedens i sin mangfoldighed, til i dag hvor medierne skaber den virkelighed vi skal leve op til.
Pris: 60,-
Medlemstilbud
Medlemmer af støtte- og skolekredsen kan få arrangementet til 40,-
Tilmelding
Tilmelding via kontor@bornholmshojskole.dk